Lysberegning

Står du og mangler en lysberegning til et projekt kan vi hjælpe med beregning på de fleste belysningsproducenters standard armaturer.

Beregningerne bliver lavet i DIALux programmet ved hjælp af en ldt-fil.

Her er et beregningseksempel på belysning med vores egne armaturer til styrehuset på Thyborøn-Agger færgen.

Lysberegning


Lysberegning 3D

Det er det lys, vi ser, der har betydning for arbejdsmiljøet. Det vil sige det lys, der reflekteres fra arbejdsobjektet (det vi ser på). Lyset afhænger både af belysningens styrke og af, hvordan arbejdsobjektet reflekterer lyset.

Disse ting er imidlertid vanskelige at måle. Derfor bruger man som regel belysningsstyrken (styrken af det lys, som falder på arbejdsobjektet) som mål for, om der er lys nok. Også krav i lovgivning samt normer og standarder er som regel angivet som belysningsstyrker. Belysningsstyrken måles i lux.

Det er arbejdsobjektet, der skal være belyst med den angivne lysstyrke. Det kan opnås ved almen belysning (rumbelysning), særbelysning, dagslys eller ved en kombination heraf. En kombination af almen belysning og særbelysning vil ofte være hensigtsmæssig.

Der er forskellige krav til belysningsstyrke i forskellige arbejdsområder.

Ved de fleste typer arbejde ligger de krævede værdier på 200 eller 500 lux, mens der kræves 1.000 eller 1.500 lux ved mere lyskrævende arbejdsopgaver.

Eksempler på typiske krav til belysningsstyrker fra DS/EN 12464-1 kan nævnes:

Gange og trapper 100 lux
Kassepladser i banker 500 lux
Bedømmelse af farveprøver 1.500 lux
Trykformkorrektion i grafisk industri 1.000 lux
Svejsning 300 lux
Kontorarbejde, vedvarende læsning 500 lux
Biblioteksreoler (på bogryggene) 200 lux
Belysningsstyrker

Ved at få foretaget en beregning inden man går i gang, kan man sikre sig mod fejlindkøb og fejlmontering.

Lysberegning kan laves som almen belysning eller som beregning med en specifik indretning med belysningsstyrker ved de forskellige arbejdsområder.

For at lave en lysberegning skal man kende geometrien af lokalet samt materialer og farvevalg. Det har indflydelse på refleksioner, lyset bliver kastet tilbage af lyse flader men bliver opslugt af de mørke overflader. Dagslys er ikke relevant, da der også skal være lys på en gråvejrsdag eller aften, men til gengæld vil glasset reflektere det kunstige lys så placering af vinduer er også vigtig for en beregning.